Hvad er en arbejdsulykke?
Hvad er en arbejdsulykke?
En arbejdsulykke er en personskade, der opstår som følge af en hændelse eller påvirkning, som sker pludseligt eller inden for højst fem dage, og som er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet udføres under.
For at en hændelse kan være en arbejdsulykke, skal der derfor være tre grundlæggende elementer:
- Der skal være sket en hændelse eller påvirkning
- Noget skal være indtruffet eller have påvirket medarbejderen.
- Det kan være en enkeltstående begivenhed eller en påvirkning som max har varet op til fem dage.
- Hændelsen skal have forbindelse til arbejdet
- Skaden skal være opstået under udførelsen af arbejdet eller som følge af arbejdsforholdene.
- Det er ikke afgørende, hvor ulykken sker, men om den har sammenhæng med arbejdet.
- Hændelsen skal have medført en skade
- Der skal være opstået en fysisk eller psykisk personskade.
- Skaden kan være både umiddelbar eller vise sig efterfølgende, hvis den kan knyttes til den konkrete hændelse.
Arbejdsmiljøloven
Arbejdsmiljølovens formål er at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø og dermed forebygge, at medarbejdere kommer til skade eller bliver syge som følge af arbejdet.
I Arbejdsmiljølovens perspektiv er fokus derfor på:
- At undersøge, hvorfor ulykken skete.
- At forebygge, at lignende ulykker sker igen.
- At forbedre sikkerheden og arbejdsmiljøet.
Det er derfor, hændelser uden personskade kan være relevante at undersøge, hvis de kunne have ført til en ulykke.
Hvad er ikke en arbejdsulykke?
En skade er normalt ikke en arbejdsulykke, hvis den ikke kan knyttes til en konkret hændelse eller en kortvarig påvirkning.
Eksempler:
- Smerter i skuldre eller ryg efter mange års belastende arbejde.
- Høretab efter længere tids udsættelse for støj.
- Hudlidelser efter gentagen påvirkning fra kemikalier.
- Psykiske belastningsreaktioner eller stress, der udvikler sig over længere tid.