Om indsatsen

Effektiv forebyggelse af stress på arbejdspladsen fordrer et både-og-fokus.

Man skal både have fokus på den enkelte medarbejders trivsel og opgaveløsning, men også på hvordan rammerne for opgaveløsningen spiller ind.

Hvordan er eksempelvis måden opgaverne ledes og organiseres på, og måden man samarbejder og kommunikerer på, nogle gange med til at give næring til psykisk overbelastning og stress?

I de fleste tilfælde skal der justeres på noget i både den enkelte medarbejders situation og i rammerne for opgaveløsningen, hvis man skal skabe bæredygtige arbejdsliv og undgå, at medarbejdere på skift rammes af psykisk overbelastning og stress.

Effektiv forebyggelse af stress på arbejdspladsen er ikke noget, leder alene kan ’ordne’. Det kræver, at man involverer de relevante aktører i organisationen, så der kan sikres ejerskab og reel handling bag intentionerne.

Derfor skal der samarbejdes med aktører som MED-udvalg, Trio-grupper og andre relevante nøglepersoner – indenfor eller udenfor organisationen. Der skal også arbejdes opad i ledelsesstrengen, så der kan handles på rette niveau i organisationen.

Frem for at være på bagkant og udøve ’brandslukning’, når skaden er sket, skal stressforebyggelse tænkes ind som en integreret del af ledelsesopgaven. Der skal arbejdes målrettet med at forebygge stress som en del af en mere bevidst og langsigtet strategi.

Dette kan understøttes ved jævnligt som leder at skabe et overblik over, hvor i organisationen der kan være et særligt pres for tiden, og om der er medarbejdergrupper eller arbejdsfunktioner, som er særligt i risikozonen i forhold til stress. Det kan også være, der er særlige tidspunkter i løbet af måneden eller året, hvor der er ekstra belastninger, man skal være på forkant med.

Det er afgørende, at man reagerer og handler på stress i tide.

Det er en del af 'stressens drillerier', at mennesker som udsættes for vanskelige betingelser og krav igennem længere tid, uden at tænke over det, vil forsøge at kompensere ved blot at arbejde mere og hurtigere. Man bliver typisk skamfuld og selvbebrejdende. Man presser hellere sig selv end at vende sig imod kollegerne og ledelsen for at få hjælp. Og dermed forværres situationen.

Forskningen viser også, at ledelse og kolleger ofte er usikre på, hvordan de skal reagere, når en medarbejder/kollega er stresset. Der er en tendens til, at situationen tabuiseres. Det gør det uhyre vanskeligt for én selv, for kollegerne og for ledelsen at opfange og handle konstruktivt på tidlige tegn på stress. I stedet bevæger man sig måske så langt ud af en negativ kurs, at der skal rigtig meget til for at bremse og vende udviklingen.

Det er afgørende, at ledelse og medarbejdere reagerer og tager det alvorligt, når en medarbejder eller kollega ændrer adfærd og viser tegn på psykisk overbelastning og stress. På den måde kan det opfanges i tide, og man kan med relativt enkle greb bremse den negative udvikling.

Det er vigtigt at kunne tale åbent om psykisk overbelastning og stress på arbejdspladsen. Men det er mindst lige så vigtigt at tale om det på ’nyttige måder’. Man skal på den ene side undgå at tabuisere stress og bagatellisere de udfordringer, man står i. På den anden side skal man undgå at tale stress op og gøre det værre, end det måske er, ved at ’forfærdeliggøre’ situationen og ’offergøre’ personen.

Stress opleves som et kontroltab, og man har brug for at blive hjulpet tilbage til følelsen af kontrol.

Tal derfor i stedet til den ’kompetente aktør’ i personen, og hjælp med at undersøge, hvad det er, der helt konkret presser personen, og ikke mindst hvilke muligheder medarbejderen har til rådighed.

Hjælp med at finde de gode veje at gå i den pågældende situation, og styrk handlekraften. 

Stress opstår, når en person oplever, at betingelser og krav i omgivelserne overstiger personens egen vurdering af evner, kompetencer og muligheder.

Der er visse betingelser i omgivelserne, som med større sandsynlighed end andre, vil opleves som truende og som overstigende personens ressourcer.

For at vi taler om negativ stress, skal der være fysiske og/eller psykiske symptomer, som strækker sig over en vis tid. (Malene Friis Andersen og Marie Kingston: Stop stress. Håndbog for ledere. 2016. Klim)

Typiske symptomer på stress er mange, eksempelvis:

• Forstyrrelse af søvnen
• Hovedpine
• Indre uro
• Forværret kronisk sygdom
• Træthed
• Ulyst
• Irritabilitet
• Koncentrations- og hukommelsesbesvær
• Øget brug af stimulanser mm.

Kortvarig eller akut stress kan også opstå som følge af midlertidigt pres, men dette er ikke negativ stress.
Vi er biologisk disponerede til kortvarigt at mobilisere os og levere en ekstraordinær indsats i akutte situationer – det kan være at stå overfor et truende dyr eller mennesker eller at skulle efterkomme en urealistisk deadline eller løse umulig opgave.

Her aktiveres stresshormoner i form adrenalin og kortisol, men de styrker på den korte bane vores beredskab og immunsystem og bliver kun skadelige, hvis belastningen varer ved over længere tid. Det er her, det kan udvikle sig til negativ og langvarig stress.