Spil - på forkant

På forkant er et spil om, hvordan stress opstår, og hvordan det kan forebygges

Bliv klogere på, hvordan man kan forebygge stress på arbejdspladsen, imens man styrker trivsel og opgaveløsning med spillet På forkant.

P.S. – Indsats for Psykisk Sundhed i Københavns kommune har i samarbejde med Copenhagen Gamelab udviklet et sjovt og engagerende brætspil:  På forkant.

På forkant fører deltagerne gennem et år på en arbejdsplads under pres. Som team skal man i fællesskab lykkes med kerneopgaven – samtidig med at man opbygger en stressforebyggende kultur og struktur på arbejdspladsen.

Deltagerne reflekterer løbende over, hvordan indsigter og pointer kan overføres til deres egen virkelighed, og de slutter af med at diskutere, hvilke konkrete tiltag de kan sætte i værk for at opbygge en mere stressforebyggende kultur og struktur på deres egen arbejdsplads.

Et 'temamøde i en æske'

På forkant er funderet i den nyeste viden og praktiske erfaringer med stress og stressforebyggelse.

Spillet er et slags 'temamøde i en æske’ – et værktøj, der tydeliggør, hvordan grupper og teams kan agere proaktivt, når kollegaer er i risikozonen for at få stress. Og som med få omkostninger kan anvendes på tværs af en hel organisation og dermed sikre, at alle medarbejdere kommer på banen og får prøvet deres erfaringer af i en simuleret virkelighed, hvor det ikke er dyrt at træffe de gale beslutninger.

Alt sammen for at skabe et fælles sprog, nyttige refleksioner og fælles ejerskab af beslutningerne.

Afprøv spillet På forkant

Målgruppen for spillet er medarbejdergrupper og ledere. Spillet varer ca. 2 timer inkl. debrief. Man spiller sammen på hold af 3-6 personer, og der kan spilles flere spil parallelt.

Hvis I gerne vil afprøve spillet På forkant, kan I låne et eksemplar af spillet sammen med en konsulent fra P.S. – Indsats for Psykisk Sundhed i Københavns Kommune, der instruerer jer i spillet.

Kontakt Arbejdsmiljø København for at høre mere.

Et samarbejde med Copenhagen Game Lab

På forkant er udviklet i et samarbejde med læringsspilvirksomheden Copenhagen Game Lab, der har udviklet en række lignende spil om kommunale emner, fx politikudvikling, offentlig innovation og offentlig ledelse.