Københavns Kommunes logo

Arbejdspladsvurdering 

Trivsel, nærvær og høj sikkerhed styrker kvaliteten og effektiviteten i ethvert arbejde

En Arbejdspladsvurdering (APV) skal gøre det smidigt og effektivt at bevare og udvikle sikre og sunde arbejdspladser og at leve op til Arbejdstilsynets krav. APV er rammen om et systematisk arbejde, der skal sørge for at de beslutninger og valg, der bliver taget på arbejdspladsen, er nogle arbejdspladsens medarbejdere trives i, og som ikke slider fysisk og psykisk.

Arbejdsmiljø København tilbyder rådgivning i alle faser af APV-arbejdet

Arbejdsmiljø Københavns rådgivning har fokus på at understøtte, at I lever op til de gældende lovkrav og, at I får udviklet løsninger, som passer godt til jeres arbejdsplads. Målet er, at APV giver bedst mulig mening i forhold til jeres kerneydelse.

Arbejdsmiljø København kan bl.a. være med til at understøtte, at APV bliver et aktivt værktøj til at skabe en arbejdsplads med høj arbejdsmiljøbevidsthed, sikkerhed, trivsel og nærvær. Disse arbejdspladser er ofte dem, som samtidig formår at levere den højeste kvalitet i kerneydelsen og den bedste økonomi og effektivitet.

Husk i øvrigt

  • at vurdere arbejdsmiljøet, hver gang der er planer om ændringer
  • at bruge Arbejdstilsynets 5 faser til at komme systematisk rundt om de temaer, I arbejder med. Se Arbejdsmiljø Københavns APV-pjece eller Arbejdstilsynets vejledning AT-vejledning D.1.1-3
  • at tjekke relevante Arbejdsmiljøvejvisere og tjeklister fra Arbejdstilsynet. De viser hvilke temaer, I som minimum skal forholde jer til
  • at alle ansatte skal kende til arbejdspladsens APV-arbejde og vide, hvor de kan finde en aktuel og opdateret handlingsplan 

Med APV samler og dokumenterer I, hvad I løbende gør for at skabe og bevare et godt arbejdsmiljø. Derfor er handlingsplanen det centrale arbejdsredskab. Det er dér, I bevarer overblikket og dér, I dokumenterer jeres arbejde.

Og så er det vigtigt at have en beskrivelse, så det står klart for alle ansatte, hvordan I på arbejdspladsen arbejder løbende og systematisk med arbejdsmiljø.