Om anonymitet og databeskyttelse/GDPR
Vi værner om anonymiteten i din henvendelse, og du kan få rådgivning hos os fuldt ud anonymt.
Vi kan ikke se, hvilket nummer du ringer fra. Ved skriftlige henvendelser kan vi ikke se din mailadresse eller IP-adresse.
Du skal dog være opmærksom på, at hvis du ønsker at bevare fuld anonymitet, så skal du undlade at give os oplysninger, der gør det muligt at identificere dig. Det kan fx. være navn, adresse, arbejdsplads, stilling mv.
Hvis du vælger fuld anonymitet, så registrerer vi ingen personoplysninger om dig.
Hvis du vælger ikke at være anonym
Hvis du vælger at ophæve din anonymitet, når du henvender dig til os, stiller lovgivningen krav om, at vi registrerer oplysninger om din henvendelse/sag. Vi har dog stadig almindelig gældende tavshedspligt i forhold til de oplysninger, som du giver.
Formålet med at registrere og gemme oplysninger er, at vi skal kunne dokumentere dit sagsforløb hos os. Både for at kunne vejlede og rådgive dig bedst muligt og for at kunne opfylde din ret til indsigt, aktindsigt og øvrige rettigheder efter gældende lovgivninger om notatpligt/journalisering samt databeskyttelsesforordningen, også kaldet GDPR.
Vi har pligt til at sørge for, at personlige oplysninger opbevares fuldt ud sikkert. Kun Enhed for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme har adgang hertil – samt dig selv, hvis du søger om aktindsigt.
De givne oplysninger vil desuden indgå i en anonymiseret form i vores statistik over brugen af enheden.
Du har som allerede nævnt en række rettigheder efter databeskyttelsesforordningen, bl.a. ret til indsigt og berigtigelse, ligesom du kan klage til Datatilsynet over vores behandling af personoplysninger.