Arbejdsmiljøbrevet I December 2022
Så blev det næsten jul. Her hos Arbejdsmiljø København har vi for længst pyntet op med gran og julekugler, vi har spist æbleskiver og klippet julepynt. En god tradition, der bidrager til uformelt samvær på kontoret. Har I også en hyggelig juletradition på jeres arbejdsplads?
I dette nummer af Arbejdsmiljøbrevet kan du læse om et af vores helt store fokusområder: Forflytning. Vi har talt med to medarbejdere fra SUF, der i efteråret deltog i et lærerigt kursus i Forflytning. Læs om deres erfaringer, og hvad kurset har betydet for dem.
Tag med til fællestræning på plejehjem i Bystævneparken, og mød træningstovholderen, der danser zumba med de ansatte, når de mødes til Træning i Arbejdstiden.
Du kan også blive klogere på kommunens nye alkoholpolitik, som Arbejdsmiljø København har været med til at udforme.
Og endelig kan du læse interviewet med Pernille fra Borgercenter Voksne, som tog imod tilbuddet om et gruppeforløb hos psykologerne i Tidlig Indsats, da hun gik ned med stress. Forløbet var en stor hjælp og støtte for hende, fortæller hun.
God læselyst – og rigtig god jul!
Arbejdsmiljø København