Danmarks Motionsuge satte SUF i bevægelse
Hvert år sætter Danmarks Motionsuge landet i bevægelse i uge 41. Og i år var ingen undtagelse. Arbejdsmiljø København (AMK) var ude til 20 trænings-arrangementer på tværs af SUF. Et af arrangementerne var i Kastanjehusene i De Gamles By, hvor fysioterapeut og projektleder Rasmus Ringgaard Schierbeck fra AMK faciliterede træningen. Her var der musik og højt humør i efterårssolen. Der blev danset, bokset efter sæbebobler og strakt ud.
Anja Vittarp er afdelingsleder i Kastanjehusene. Efter træningen fik hun en sms fra en medarbejder, hvor der stod: "Virkelig god træning!" Og medarbejderne på plejehjemmet fortæller, at træning i arbejdstiden er sjovt. Og så giver det mere energi til dagen og er en dejlig, social pause med kollegaer fra egen afdeling og på tværs.
Sundt for krop og fællesskab
I SUF er 'Træning i arbejdstiden' ikke en ny indsats. Her er medarbejdere på plejecentre og i hjemmeplejen mange steder vant til at træne i arbejdstiden, fordi det giver mening. Træning er nemlig både sundt for kroppen og fællesskabet – og så er det et skridt på vejen til et holdbart arbejdsliv.
"I SUF integrerer vi Træning i arbejdstiden året rundt for at støtte holdbare arbejdsliv. Det blev blandt andet fejret med træningseventet på Kastanjehusene under sol og åben himmel," siger Rasmus, der også fortæller, at personalet på Kastanjehusene ofte samles til udendørs træning på tværs af afdelinger.
Kom godt i gang
Vil du og dine kolleger gøre noget godt for jer selv i det nye år og i gang med at træne i arbejdstiden? Så tag fat i jeres kontaktperson hos Arbejdsmiljø København.
Eller skriv til projektleder Rasmus Rindggard Schierbeck på K15Y@kk.dk
Træning i arbejdstiden
Træning i arbejdstiden blev indført i SUF i 2016. Formålet er at skabe et mere holdbart arbejdsliv for medarbejderne i hjemmepleje og på plejecentre – altså særligt for de medarbejdere, som har et fysisk krævende arbejde.
Den enkelte enhed bestemmer selv, hvornår de vil træne, og hvilken slags træning de vil lave.
Træningen har mange fordele:
- Forebygger muskel- og skeletbesvær
- Mindsker smerter i fx nakke, skulder og lænd
- Giver mere energi og overskud til arbejdet
- Styrer fællesskabet med kollegerne
- Giver en sund varieret pause i arbejdstiden.