Høje knæløft og godt humør i Bystævneparken

Himlen var blå og humøret i top under dagens fællestræning på plejecentrene i Bystævneparken

Der blev både ”plukket æbler”, hoppet og danset og sunget med til 70'er-klassikere som ”Y.M.C.A.” under fællestræningen i Bystævneparken i dag.

Godt 50 personaler og beboere fra de omkringliggende plejecentre var mødt op til en gang Træning i Arbejdstiden ved fysioterapeuterne fra Arbejdsmiljø København.

Øvelser for hele kroppen

- Jeg ville ønske, vi kunne træne sådan herude hver dag, siger en af Bystævneparkens medarbejdere, som er særligt glad for dagens aktive pause under åben himmel.

Hendes kolleger, der træner med ved siden af, stemmer i, og fremhæver dels det sociale aspekt ved fællestræningen og de gode øvelser, fysioterapeuterne guider dem til.

Også social- og sundhedsassistent, Rosa, der er træningstovholder for medarbejderne på Lærkebo og Poppelbo plejecentre, er begejstret for, at fysioterapeuterne får sat ekstra fut i dagens fællestræning:

- Vi træner sammen hver dag i forvejen. Men det er SÅ skønt med sådan et event ude i det fri, hvor vi også får set vores kolleger fra de andre plejehjem i området.

- Man kommer i godt humør, og det er skønt at gøre noget aktivt sammen, siger hun med et stort smil.

Billede
Høje knæløft og godt humør i Bystævneparken
Fotograf
Arbejdsmiljø København

Dans og styrketræning

Rosa fortæller, at de på hendes arbejdsplads har gjort den daglige Træning i Arbejdstiden til et fast holdepunkt, som de sætter stor pris på:

- Vi har det rigtig sjovt, når vi træner sammen. Hver dag mødes vi 15 minutter til fællestræning. Nogle dage danser vi Zumba, andre dage dyrker vi styrketræning. Vi kan også mødes og lave afspænding for hele kroppen – jeg tror, det er vigtigt at variere træningen.

Dagens fællestræning i det fri var et tilbud målrettet medarbejdere og beboere på flere af kommunens plejecentre. Anledningen er Danmarks Motionsuge, og med dagens træning håber fysioterapeuterne fra Arbejdsmiljø København på, at endnu flere af SUF’s arbejdspladser vil prioritere Træning i arbejdstiden.

Efter en lille halv times veloverstået træning, kunne alle deltagerne nyde en smoothie, før de gik tilbage til dagens øvrige aktiviteter.