Motionsuge hele året rundt
I år er ingen undtagelse
Igen i år griber Arbejdsmiljø København muligheden for at sætte fokus på krop og fællesskab i forbindelse med Danmarks Motionsuge. Motionsugen er en mærkeuge, der inspirerer danskerne til en aktiv livsstil. Sidste år blev der afholdt flere end 6000 arrangementer i forbindelse med Danmarks Motionsuge – og i år er ingen undtagelse. Med en så oplagt anledning til bevægelse, vil Arbejdsmiljø København igen i år besøge flere af plejeenhederne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og lave pop-up træning i uge 41.
Når nye, gode vaner skal skabes, er det ofte lettere at gøre det sammen med kolleger. Sammen kan I gøre pop-up træningen til en fælles fejring af jeres indsats med Træning i arbejdstiden – og samtidig få et energiboost i arbejdsdagen.
Fællestræning forbedrer arbejdslivet
I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der bevægelse på dagsordenen hele året rundt. Her blev indsatsen Træning i arbejdstiden indført tilbage i 2016 med formålet om at skabe et mere holdbart arbejdsliv for medarbejderne i hjemmeplejen og på plejecentre. Og selvom træning ikke mindst er sundt for kroppen, så har den faste træning i arbejdstiden også en positiv indvirken på den generelle trivsel blandt medarbejderne med reduktion af smerter og forebyggelse af stress. Udover de fysiske og psykiske fordele ved træning i arbejdstiden, øger det fællesskabet mellem kollegerne og samarbejdsevnen. Fællestræning giver nemlig oplevelsen af kollegialt fællesskab, som er med til at tilknytte og motivere.
Vi håber, at Danmarks Motionsuge giver anledning til, at endnu flere arbejdspladser får øjnene op for værdien af at tænke bevægelse ind i arbejdsdagen. For når vi skaber rum for både fysisk aktivitet, fællesskab og mental trivsel, er vi med til at skabe sundere arbejdspladser – til gavn for både medarbejderne og borgerne i Københavns Kommune.
Kontakt Rasmus, hvis I ønsker at få Arbejdsmiljø København ud i jeres plejeenhed i uge 41.
Rasmus Ringgaard Schierbeck
Projektleder og fysioterapeut
Arbejdsmiljø København
Live-træner du med os?
Alle hverdage kl. 11:00 afholder Arbejdsmiljø København 15 minutters livetræning for ansatte i Københavns Kommune.
Hver dag er over 300 ansatte med til live-træning over Teams - skal du også være med?