Over stregen? Vi udvider rådgivning om krænkende adfærd i 2026

Hidtil har du kunnet ringe til ”Enhed for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme”. Fra d. 1. januar 2026 kan du ringe i forbindelse med alle typer for krænkende adfærd – og så skifter vi navn!

”Enhed for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme”, der har været placeret i Arbejdsmiljø København siden 14. april 2021, har hidtil kun rådgivet i forbindelse med hændelser af seksuel eller sexistisk karakter. I 2026 udvider Arbejdsmiljø København rådgivningen til at omhandle alle typer af krænkende adfærd. Det betyder, at hvis du som ansat står i en situation, hvor du eller andre oplever krænkende adfærd i form af fx diskrimination, mobning, chikane, sexchikane eller sexisme kan du ringe til vores hotline om krænkende adfærd for at få støtte og rådgivning.  

Nyt navn: Hotline om krænkende adfærd 

Med udvidelsen kommer også en oplagt anledning til at udskifte navnet ”Enhed for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme” med noget mere mundret. Og da vi er en hotline, skal navnet naturligvis tage udgangspunkt i det. Derfor kommer enheden til fremover at hedde ”Hotline om krænkende adfærd”. 

Alle ansatte i Københavns Kommune kan ringe til hotlinen - om du er medarbejder, leder, tillidsvalgt, vikar eller praktikant.  Vores erfarne rådgivere i Arbejdsmiljø København sidder klar til at støtte og vejlede dig, uanset hvilken situation du står i. Man kan også ringe om tvivl og med almene spørgsmål omkring krænkende adfærd.  

 

Ring til os på 73 70 85 40

Ring til Hotline om krænkende adfærd, så hjælper vi dig videre.  

Du kan naturligvis være anonym, hvis du ønsker det.