Professionel Forældredialog gennem nøglehuller

Professionel Forældredialog er et redskab, der kan hjælpe med at sætte flere perspektiver på en dialog, der kan være udfordrende. Læs om, hvordan det bruges i praksis.

Som arbejdsmiljøkonsulenter i Arbejdsmiljø København er vi løbende ude at arbejde med Professionel Forældredialog på arbejdspladserne i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Her bruger vi ofte den sammenligning, at forældre naturligt kun kan se deres barns liv i skolen eller dagtilbuddet gennem et nøglehul. Forstået på den måde, at der er mange timer af deres barns hverdag, som de ikke er med i. Og der er perspektiver og hensyn, som forælderen ikke ser. Det kan føre til misforståelser, uoverensstemmelser og konflikter i relationen, og generelt skabe nogle uhensigtsmæssige dialoger, som i sidste ende kan tære på arbejdsmiljøet på skolen. 
  

Men der også et nøglehul den anden vej.

 

Hjælp til et større perspektiv 

Som den professionelle part kan læreren, pædagogen eller lederen arbejde med at udvide sit perspektiv og prøve at se mere end gennem nøglehullet, når man støder på en forælder, der skriver med store bogstaver eller hæver stemmen. Med redskabet Professionel Forældredialog træner vi, hvordan man kan tune sig ind på forælderen på en vedholdende og venlig måde. Gøre sig tanker om, hvad der kan ligge bag forælderens adfærd af følelser og behov og forstå grundende dertil.   

”En frustration fra en forælder eller en forældregruppe kan anskues som en invitation.  
En invitation til at prøve at forstå lidt mere om, hvad der er værdifuldt for forældrene. Frustrationer opstår, når noget står i vejen for det, man anser som vigtigt. Og det er det vigtige - vi arbejder for at give fylde i dialogen mellem de professionelle og forældrene”, siger Nana Emilie Scheibel, projektleder for Professionel Forældredialog i Arbejdsmiljø København. 

 

Professionel Forældredialog i praksis 

Mentalisering er den kompetence, der gør os i stand til at møde forældres engagement som et perspektiv – også når det kommer til udtryk som kritik eller modstand. Helt konkret er Professionel Forældredialog en guide til en række spørgsmål til brug i dialogen med forælderen. Sådan starter man samtalen åbent og nysgerrigt, fremfor at bruge budskaber, krav og forventninger. Og erfaringen er, at det bringer en samtale frem, der skaber bedre løsninger for barnet, for relationen og giver et arbejdsmiljø, der slider mindre.

Hent redskaberne

Redskabet kan også bruges som generel inspiration til dialoger, der er gået skævt.