Tre gode råd til et sundt indeklima i kolde tider
Hovedpine, kvalme og irritation af øjne og slimhinder.
Et dårligt indeklima på en arbejdsplads kan give medarbejdere forskellige symptomer og gener, føre til sygefravær og sænke produktiviteten i arbejdet.
Herunder finder I tre gode råd til et sundt indeklima.
1. Luft ud regelmæssigt – men hold temperaturen
For at fjerne fugt og partikler er det vigtigt at lufte ud flere gange dagligt – gerne tre gange á 10 til 15 minutter. Husk at aftale på arbejdspladsen, hvornår og hvordan I gør det, så I undgår problemer med træk og kulde. Og så er det vigtigt at holde en passende temperatur inden døre på 20-22 grader ved stillesiddende arbejde. Hvis det er for varmt, bliver man let sløv eller utilpas. Hvis det er for koldt, kan man spænde i musklerne og få muskelsmerter og hovedpine.
2. Vær opmærksom på lyset
Dagslys er godt for os. Det styrer døgnrytmen, mens fravær af dagslys kan have tilsvarende negative konsekvenser. Kunstigt lys kan have både gode og negative effekter alt efter, hvordan det designes og bruges.
Overbelysning med for store kontraster mellem belyste og ubelyste områder kan til gengæld give gener. Det samme kan refleksioner, dårlig farvegengivelse og flimrende lys. Reflekser i skærmen, modlys fra et vindue bag skærmen eller for svag eller for stærk almen belysning kan give hovedpine og spændinger i leddene.
3. Hold arbejdspladsen ryddelig og ren
Mennesker reagerer meget forskelligt på støv. En kollega kan reagere kraftigt – måske endda allergisk – mens en anden slet ikke bemærker støvet. Hold orden og undgå bunker. Opbevar ting i kasser og lukkede skabe og skuffer. Så samler der sig ikke støv, og der kan lettere gøres ordentligt rent. God rengøring er med til at sikre en god luftkvalitet.