Vi skruer ned for varmen
Som ansat i Københavns Kommune er vi del af et fællesskab, hvor vi alle skal være med til at spare på energien. Derfor skal alle arbejdspladser – med få undtagelser – skrue varmen ned til 19 grader dette efterår og vinter.
Det er vigtigt, at vi ikke selv skruer på termostaterne. De SKAL stå på max. 2.7, og vi må ikke skrue højere op. Det kan være en god idé at have et tæppe og en varm sweater liggende på arbejdet. Hvis kun få er på arbejde samtidig på enkelte dage, kan det også være en god ide at rykke sammen i samme kontor.
Børn og ældre er undtaget
En række af kommunens institutioner er undtaget anvisningen om at skrue ned til 19 grader, men det vil være op til en lokal vurdering.
Bygninger og institutioner, der er undtaget, er bl.a.:
- plejehjem, vuggestuer og institutioner for sårbare borgere
- tandlægeklinikker på skoler
- museer, hvis samlingen kræver en højere varmegrad
Spar på vandet og sluk lyset
Der er andre områder, vi opfordres til at spare: Det varme vand, når vi vasker hænder f.eks. Også selvom det kan virke forkert efter COVID-19 pandemien.
Vi skal også huske at lukke vinduer og døre, og at slukke al lys, når vi forlader et lokale, uanset om det er et fællesrum, et kontor eller et mødelokale. Computere og andre apparater skal lukkes helt ned ved fyraften, så de ikke står standby natten over.
Og så er det en god idé at bruge den samme kop hele dagen. Så kan opvaskemaskinen måske køre en tur mindre.
10 gode råd
- Tjek, at vinduer og døre er tætte
- Hold øje med, om radiatorer virker
- Sørg for, at udsugning og mekanisk ventilation fungerer
- Luft ud med gennemtræk flere gange dagligt – 5 til 10 minutter ad gangen – også selvom, det bliver koldere på kontoret. Udluftning er godt for indeklimaet
- Tør ikke sko og vådt overtøj i arbejdslokaler
- Vær særlig opmærksom på hygiejnen, hvis I rykker sammen i kulden
- Hav ekstra tøj liggende på arbejde – gerne noget, der kan tages på i flere lag efter behov
- Indfør mere variation og bevægelse i arbejdstiden – gå en tur, træn med din kollega hver dag kl.11 fx.
- Involvér medarbejdere og arbejdsmiljøorganisationen, så de nye energisparetiltag bliver overholdt bedst muligt, samtidig med at vi viser hensyn til arbejdsmiljøet
- Følg løbende op og aftal evaluering af nye tiltag
Vil du vide mere?
I Københavns Kommune følger vi Energistyrelsens anbefalinger om energibesparende tiltag. Derfor skruer vi ned til 19 grader i de kommunale bygninger og institutioner, hvor det er teknisk muligt og forsvarligt i forhold til svage borgere.