”Den vrede ulv vrisser mindre nu”

En tegning af en aggressiv ulv, der snerrer ad en anden ulv. Et virvar af motorveje, der fletter sig ind i hinanden på kryds og tværs. Et væltet træ, og et udsplattet æg med de knuste skaller omkring blommen. Det er nogle af de billeder, deltagerne på gruppeforløbet ”Styrk din egen stresshåndtering” bliver bedt om at vælge mellem på allerførste kursusdag.

For Pernille, der arbejder som rusmiddelbehandler i Borgercenter Voksne, blev billedet af den snerrende ulv et vendepunkt:

- Jeg havde mistet arbejdsglæden og overblikket – og havde påtaget mig flere og flere arbejdsopgaver. Jeg havde også haft nogle konflikter med en kollega, og tænkte, at det nok var min kollegas skyld eller organisationens skyld, at jeg snerrede som den vrede ulv på billedet. Og hvis bare jeg fik et nyt arbejde, eller en ny kollega …

- Det var en øjenåbner for mig at se mig selv lidt udefra, fortæller hun.

Stress som tabu

Da det brændte på hos Pernille, gik hun til sin leder, som foreslog hende et forløb i Tidlig Indsats.

Det skulle vise sig at være lige det, Pernille havde brug for:

- Der sker noget helt særligt, når man sidder i et trygt rum og kan dele sine tanker med andre. Nogle deler ting, de aldrig før har sagt højt. Man hører andres historie, og får pludselig et sprog for det, man selv oplever.

- Den form for gruppedynamik, man oplever, og den følelse af ikke at være alene med sine følelser, har en ret stærk effekt, fortæller Pernille, der også selv til dagligt arbejder med gruppeforløb med de borgere, hun møder i Borgercenter Voksne.

At dele sin historie med andre kan også være med til at gøre situationen mindre skamfuld, fortæller hun:

- Af en eller anden grund er stress stadig lidt skamfuldt. Det hjælper at kunne sige højt, at man tager et kursus i ”stresshåndtering”. Det er mindre tabubelagt, og lettere, end at sige: ”Jeg er gået ned med stress, nu skal jeg tale med en psykolog”.

Stress har mange ansigter

Pernille oplevede i løbet af de 5 gruppesessioner, forløbet varede, at hun stille og roligt blev mere bevidst om den form for stress, hun selv led af:

- Stress kan have mange ansigter. Og det at være i en gruppe, gør, at man bliver klogere på sine egne reaktioner. Mit billede på stress var den snerrende ulv. Andre så sig selv som et ”udsplattet æg”.

- Det var interessant for mig at opleve, at vi havde så forskellige oplevelser. Hver historie og hver reaktion er jo unik.

Pernille blev også mere bevidst om de faresignaler, hun selv havde haft i perioden op til den dag, hun bankede på chefens dør – faresignaler, som hun dengang ikke anede var relateret til stress:

- Ikke nok med, at jeg havde påtaget mig mere og mere ansvar, så lukkede jeg mig også mere og mere inde i mig selv. Jeg havde en tendens til at udføre alle de nemme opgaver først, og var blevet slem til at skubbe større og mere krævende opgaver til side. Det er jo stressende i sig selv …

- Jeg kan også huske, jeg havde en følelse af, at alting gik for stærkt. Men alligevel så tænkte jeg: ”Hey - hvorfor gå, hvis man kan løbe?”

Ned i tempo

Det med at løbe har Pernille taget meget bogstaveligt. Så i dag har hun en klar aftale med sin leder om, at hvis hendes skridt bliver for hurtige – så stopper hun lige op. Det samme gør Pernille overfor sine nærmeste kolleger, hvis hun oplever dem have lidt for travlt.

På kurset har hun også lært at skelne mellem de ting, hun kan kontrollere, og de ting, hun ikke kan:

- Der er jo nogle vilkår, der ikke ændrer sig: det er de vilkår, man skal arbejde under. Dem har du ikke kontrol over. Men så er der andre ting, du godt kan kontrollere – og det er vigtigt at kunne skelne.

-Jeg bruger også mindre tid på brok nu. I stedet forsøger jeg at være mere konstruktiv og arbejde aktivt i diverse fora, hvor vi rent faktisk kan ændre på vilkårene.

Hvad var det bedste ved gruppeforløbet?

- Jeg var glad for kombinationen af undervisning og dét at høre andres historier. Det var meget lærerigt.

- De andre på holdet gjorde mig opmærksom på, hvor slemt stress kan være – og jeg tænker; gad vide, om man kan blive ved med at arbejde med mennesker, når man har det sådan? Det giver mening at være omsorgsfuld overfor sig selv.

- Også øvelsen med ”Parasitter” gav mening for mig. Her skal man skrive alle de ting ned, der fylder og ”nager”. Deraf ordet Parasitter. Det kan fx være dagens gøremål, To do-lister, tankemylder osv. Det er vigtigt at skrive ned på et stykke papir – ikke på pc’en.

Og hvorfor så det?

- Jo, fordi det ganske enkelt tager længere tid at skrive ned i hånden – og det er netop det, der er humlen: Ting må gerne tage lidt længere tid. Vi skal ikke have så travlt.

Hvem vil du anbefale at deltage i et gruppeforløb om stresshåndtering?

- Alle der har et arbejde i kommunen, siger hun med et grin og fortsætter:

- Mit drømmescenarie er, at vi sender alle på sådan et kursus – ledere såvel som medarbejdere. Det er en kæmpe hjælp at lære at være opmærksom på sin egen planlægning – og at blive OBS på egne stresssymptomer:

- Det er jo ikke fordi, vi ikke må have travlt – men når det tager overhånd, og du bliver en dårlig udgave af dig selv: Fx den der ulv, der løber rundt og snerrer af alle … Så er det blevet for meget, mener hun.

Pernille fortæller også, at hun generelt er blevet mere glad for at gå på arbejde:

- Når man har høje følelsesmæssige krav i sit arbejde, kan man godt blive træt. Og det skal vi passe på med. Derfor er jeg blevet bedre til at holde fri, når jeg holder fri – og i virkeligheden mere glad for mit arbejde!