Få inspiration til at tænke kroppen ind i kerneopgaven med nyt katalog

Hvordan passer I på jer selv, mens I passer på børnene? Det har vi et bud på i et nyt inspirationskatalog, der samler gode erfaringer fra indsatsen Kroppen i Kerneopgaven i de københavnske daginstitutioner.
Billede
Foto af barn i garderobe i dagtilbud

Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune tilbyder alle kommunens 350 daginstitutioner et forløb, der skal være med til at forebygge sygefravær blandt andet ved at sætte fokus på fysisk trivsel. Det sker som en del af indsatsen Kroppen i Kerneopgaven. I praksis betyder det, at samtidig med, at I støtter bør­nenes motoriske udvikling og læring, sikrer I en god trivsel for jer selv. 

Indtil nu har omkring 130 institutioner takket ja til at deltage. Og deres mange gode erfaringer og idéer fra indsatsen har vi nu samlet i et inspirationskatalog.  

 

Få inspiration til hverdagsrutiner fra jeres kolleger 

Formålet med kataloget er at dele erfaringerne, som de deltagende institutioner har gjort sig undervejs i indsatsen: 

Alle de gode tiltag, man kan finde i kataloget, kommer fra personalet i daginstitutionerne. De er udviklet i samarbejde med praktikere og afprøvet i praksis. Med kataloget giver vi den viden videre og helt konkret finder I forslag til hverdagsrutiner, aktiviteter og metoder til at arbejde med fysisk trivsel
Vibeke Andersen
Arbejdsmiljøkonsulent i Arbejdsmiljø København og projektleder på Kroppen i Kerneopgaven

Bevægelse sammen med børnene 

Et vigtigt element i indsatsen er fælles bevægelse for børn og voksne. Bevægelse kan være med til at styrke den fysiske trivsel og skabe bedre balance i nervesystemet hos både børn og voksne. Derfor har vi også udviklet et sæt bevægelseskort, som I kan bruge i hverdagen med børnene. Dem kan I finde på vores hjemmeside. Se nederst i nyheden. 

 

Inspiration til andre brancher? 

Indsatsen Kroppen i Kerneopgaven har det overordnede formål at reducere belastninger på kroppen og sætte fokus på, at bevægelse i hverdagen, som en del af kerneopgaven, kan øge trivslen hos medarbejderne. Her går det specifikt på daginstitutionsområdet, men vi håber, at indsatsen også kan inspirere andre brancher og fagområder til at sætte fokus på kroppen i kerneopgaven. 

Find katalog og bevægelseskort

I finder inspirationskataloget og andre materialer produceret under indsatsen på vores hjemmeside.