Københavnske lærere på skolebænken

I ugen op til elevernes første skoledag var lærer- og pædagoggruppen på Kalvebod Fælled Skole på workshop i styrket forældrekontakt

For godt fire uger siden var det første skoledag for kommunens mange skolebørn. Men ugen op til første skoledag var lærer- og pædagoggruppen på Kalvebod Fælled Skole selv på skolebænken – dog uden elever.

120 veloplagte lærere og pædagoger mødte op til workshoppen ’Styrket Forældrekontakt’. En workshop, som giver nye værktøjer til at styrke samarbejdet med forældrene.

Styrk kontakten

Styrket borger- og forældrekontakt er noget af det, Arbejdsmiljø Københavns superdygtige organisationskonsulenter bruger en stor del af deres arbejdsdag på. Flere af kommunens arbejdspladser - herunder folkeskoler – har allerede haft besøg af vores konsulenter. Og andre har tilmeldt sig workshops i løbet af det kommende skoleår.

Vores dygtige organisationspsykologer, Line Bøje Stampe og Nana Emilie Scheibel, faciliterede dagens workshop på skolen på Amager.

’Styrket forældrekontakt' handler om at have en imødekommende og løsningsorienteret tilgang til de svære samtaler, som kan hjælpe til at holde dialogen med forældrene professionel og konstruktiv.

Den gode samtale

Med den fælles kurs for dialogen, vil forældrene også få en oplevelse af at blive mødt der, hvor de er. Det er ikke mindst vigtigt at mestre den gode samtale, når vi taler om det, der er svært, eller når man som lærer eller pædagog møder forældre, der er kritiske eller decideret vrede.

Line og Nana var godt tilfredse med dagens workshop, og fik positiv feedback med tilbage til kontoret på Enghavevej.

Tak til skoleleder Maria Bælum Mauria og KKFO-leder Peter Kronholm for at skabe gode rammer for workshoppen.

Læs mere om konflikthåndtering

Husk, at I som organisation kan tage kontakt til Arbejdsmiljø København og få gode råd og sparring, eller I kan booke vores konsulenter til en workshop.

Vil du læse mere om konflikthåndtering og måske også give dig selv nye redskaber til at håndtere den til tider udfordrende forældre- og/eller borgerkontakt?