Live træning er tilbage

Træn med hver dag kl. 11, når fysioterapeuter fra Arbejdsmiljø København går live på Teams
Billede
Live træning er tilbage
Fotograf
Arbejdsmiljø København

Efter et halvt års pause vender Live træning nu tilbage på skærmen. Det er der en god grund til, fortæller Rasmus Ringgaard Schierbeck, der er fysioterapeut i Tidlig Indsats og instruktør bag initiativet:

”Med den aktuelle situation er det nødvendigt igen at sætte fokus på fysisk aktivitet i arbejdstiden. Livetræning handler ikke kun om at få gang i stive led og muskler. Det handler også om at give den sunde aktive pause en plads, og at skabe et fællesskab for de ansatte i Københavns Kommune.”

Træning giver god energi

Den daglige Live træning var særdeles populær under nedlukningen sidste vinter, og nu er den 15 minutters daglige træning heldigvis genopstået til gavn for kommunens ansatte:  

”Træning er et effektivt middel mod smerter, og det skaber god energi samt godt humør til arbejdslivet. Det gælder både, hvis man arbejder hjemmefra eller er på arbejdspladsen. Live træning har tidligere vist, at vi som ansatte i Københavns Kommune kan samles om et positivt formål, og styrke hinanden i at opretholde en sund og varieret arbejdsdag på trods af udfordrende restriktioner”, uddyber Rasmus Ringgard Schierbeck.

Træn med hver dag

Tjek ind på Teams til Live træning hver dag kl. 11:00 og begynd det nye år med nye, sunde vaner – uanset om du arbejder hjemmefra eller fra din arbejdsplads. Live træning består af et 15 minutters træningsprogram, som alle kan være med på. Vi tilbyder foreløbigt Live træning i hele januar og februar måned. 

Sådan deltager du i Live træning

Live træning er et tilbud til alle medarbejdere i Københavns Kommune. Træningen bliver instrueret af fysioterapeuter fra Arbejdsmiljø København alle hverdage kl. 11:00-11:15 på Teams.